TimoComs medarbejdere giver julegaver til moldoviske børn
146 julegaver fordelt blandt forældreløse børn
Erkrath, Tyskland, 16.12.2016 – julegavekonvojen rullede igen i år fra Tyskland til Ukraine og videre gennem Rumænien til Moldova. TimoCom-medarbejder og lastbilchauffør Jochen Dieckmann var med på turen for anden gang i træk. Hans store engagement startede allerede i sommer, hvor han fik sine kollegaer i Erkrath med på ideen om at støtte projektet. I alt blev der indsamlet 146 gaver til forældreløse børn, og gaverne blev uddelt i starten af december.
Fra medarbejderbørn til forældreløse børn
TimCom sagde ja til at støtte julegavekonvojen tilbage i sommeren 2016, og medarbejdernes begejstring for projektet var stor fra starten. Det store engagement udsprang bestemt ikke kun af Jochen Dieckmanns positive beretning om turen året før. Medarbejderne var især motiveret af det faktum, at de selv skulle indsamle julegaverne i deres private netværk, og at gaverne med absolut sikkerhed ville blive udleveret til de retmæssige modtagere i Moldova.
Det var helt sikkert en noget spøjs fornemmelse at pakke julegaver ind midt i sommervarmen, men mange medarbejdere brugte lejligheden til at tale med deres børn om vigtigheden af at dele med andre, der måske har det knap så godt som én selv. Inden længere var der da også indsamlet masser af tøj, legetøj, hygiejneartikler, slik og andre holdbare levnedsmidler, der blev pakket i skotøjsæsker og gjort klart til forsendelse. I forrige uge blev julegaverne så udleveret til de unge modtagere ved vinterlige temperaturer på minus 9 grader.
En flig af normalitet til jul
I alt kørte 40 fuldt læssede lastbiler afsted, og to af dem indeholdt gaverne fra TimoComs medarbejdere. De nåede frem til Moldova efter 44 timers kørsel. Hjælpeorganisationen "Speranta" (håb) stod for at uddele de 146 gaver fra TimoComs medarbejdere til de spændte modtagere.
"Navnet Speranta er virkelig rammende i forbindelse med denne organisation", fortæller Jochen Dieckmann, der stadig er meget bevæget af rejsens mange indtryk og oplevelser. "Foreningen tager sig af børnehjemsbørn og hjemløse mindreårige. Hvert eneste af disse børn ønsker sig intet højere end at få en rigtig familie en dag. Med vores julegaver kunne vi i det mindste give børnene bare en lille smule normalitet. Nemlig oplevelsen af at få en gave til jul, ligesom alle andre børn. De små udstrålede da også så stor glæde og taknemmelighed, at det slet ikke kan beskrives. Jeg er sikker på, at børnene vil tænke tilbage på dette øjeblik med lige så stor glæde som mig.
TimoCom og alle vores medarbejdere glæder sig over denne hjertevarmende tilbagemelding, og ønsker i forlængelse heraf alle en glædelig jul.